Weekendkurser

Weekend med mindfulness i kajak

Du vil være meget i naturen i denne weekend. Du vil bo i hytter på en campingplads der er placeret i naturen med skov og Gudenå som naboer. I Gudenåen vil du komme ud at ro i en havkajak der er så enkel og stabil, at du med en almindelig fysik let kan ro den, uanset om du aldrig før har roet i kajak. Du vil også komme til at gå stilhedsvandringer i skoven med fokus på nærvær og sanser. Du vil opleve guidede mindfulness meditationer i naturen, som støtter dig i at sanse naturen indeni og omkring dig.  Hver morgen er der mulighed for at svømme i Slåensøen, der er Danmarks reneste sø og helt omkranset af træer. Som en ekstra oplevelse vil du blive tilbudt øreakupunktur (Nada) som nedsætter stress.

Det der binder weekenden sammen, er en rolig og mindfulnes tilgang kombineret med natur. Så weekenden er til dig der gerne vil finde din indre ro i naturen sammen med andre. Du kan have store eller små udfordringer, måske oplever du uro eller stress, men ingen udfordringer er hverken for store eller for små for naturen og mindfulness i fællesskab.

Indhold

  1. Mindful roning i nye stabile havkajakker hver formiddag.
  2. Mindfulness movement (en særlig form for yogaøvelser med fokus på nærvær).
  3. Guidede meditationer i naturen.
  4. Vandreture med fokus på stilhed og sanser.
  5. Mulighed for svømmetur i Slåensø.
  6. Afbalancerende og stressnedsættende Nada øreakupunktur.
  7. Madlavning i fællesskab.

Intention

Det er vores intention at du oplever hvordan kombinationen af blid motion, guidet mindfulness, og at være i naturen giver fornyet styrke og balance. På denne måde får du i et trygt fællesskab erfaringer med at finde ro og ”komme hjem i dig selv”.

Kost

Vi laver maden i fællesskab. Maden vil være vegetarisk, men dog med brug af fisk, mælk og æg. Er du veganer så finder vi også ud af det. Medbring din egen mad til om fredagen. Weekenden er alkoholfri.

Hvor

Skyttehusets Camping ved Silkeborg. 5 km fra Himmelbjerget. Med nabo til skoven og Gudenåen bor vi i fine hytter med varme, bad og køkken. Vi sover i to personers rum. Er I to kan I selvfølgelig vælge at sove sammen. Ellers vil du komme til at sove sammen med en af dit eget køn med mindre du vælger eneværelse.

Praktisk

Alle weekender begynder fredag kl. 17.00 og slutter søndag kl. 16.00.
Medbring selv sengetøj og tøj til både kulde, regn og sol.
Du deltager på eget ansvar. Vi har en erhvervsansvarsforsikring, men den dækker kun hvis vi laver fejl.
Vi vil lave flere weekendkurser i løbet af sommeren og sensommeren i 2019. Så følg med her.

Undervisere på weekender

Karen Beatrice Collin er ergoterapeut,  mindfulnessinstruktør og Nada øreakupunktør.Karen Beatrice Collins profilbillede, Billedet indeholder sandsynligvis: 1 person, smiler, nærbillede
Du kan læse mere om Karen på hendes facebookside Ergomindful

Frank Bornakke er lærer, kajak- og mindfulnessinstruktør. 
Du kan læse mere om Frank under menuen Frank Bornakke.

Pris

2.200 kr. hvis du bor i dobbeltværelse. Eneværelse 2.500 kr. Mad er inklusiv.
Tilmelder du dig senest 40 dage inden dit kursus begynder, får du 200 kr. i rabat på prisen ovenover.

Tilmelding

Du har først en plads på holdet, når du både er tilmeldt her og har betalt. Du kan betale med MobilePay eller overføre beløbet til kontoen herunder.

MobilePay nr 61695198 eller overfør beløbet til konto 5347  0000247683.

Har du spørgsmål, som du gerne vil have svar på, inden du tilmelder dig, så ring til Frank på 61695198 eller Karen på 27428030.